“I survived Hack4DK 2013”

Kulturarven bliver rykket godt og grundigt i de gamle montrer, når nørder og hangarounds inviteres indenfor til at hack’e i institutionernes data en weekend.

Som opvarmning til den egentlige hackathon, var der blevet arrangeret ignite-taler i Aarhus og København, og jeg var blevet inviteret til at fortælle om det store og gode arbejde som laves i OpenStreetMap, og hvordan vi med Cyclistic skabte en crowdsourcingplatform på basis af interesserede medlemmer fra Cyklistforbundet.

Stemningen var god og koncentreret:

Se flere billeder fra Hack4DK

Lige for og svært at se

Hidden in Plain Sight
“Hidden in Plain Sight” – En introduktion til antropologisk design research af Jan Chipchase

Det første jeg umiddelbart kommer i tanke om ved Jan Chipchase, er ‘Indiana Jones’. Ikke kun fordi han har en hæsblæsende rejseaktivitet, (som kan følges på hans blog, Future Perfect) hvor han besøger eksotiske steder og brændpunkter i sin jagt på produktudviklingens “hellige gral” – den indsigt, der skaber succesfulde nye produkter, skaber nye markeder mv. – men i høj grad også for det “Leap of Faith” som er forudsætningen for at opnå den indsigt.

Jan Chipchase er det man kalder designantropolog og har titel af “Executive Creative Director of Global Insights” hos design- og innovationsvirksomheden frog. Han har tidligere arbejdet for Nokia og er (med-)indehaver af en række patenter, særligt på mobilområdet.

Titlen “Hidden in Plain Sight” på Jan Chipchases bog beskriver præcist en af de grundlæggende problemstillinger: Det, man får at vide, kunne man (måske) have sagt sig selv, når man får det at vide. Det ligger, så at sige, lige for næsen dig, men du kan ikke se det.

Udfordringen med det “selvindlysende” er, at behovet for at påvise at nødvendigheden af undersøgelserne i marken for at nå frem til resultatet, er gennemgående i hele bogen. Så bogen er spækket med gode eksempler på, hvor en bedre indføling med målgruppen eller markedet havde ændret fiasko til succes. Hvorfor fx. indiske Tata’s Nano-bil ikke slog an, selvom den var til at betale for målgruppen. Chipchase peger på at bilen var for skrabet og (rygtedes det, usikker) til at appellere til en middelklasse for hvem social mobilitet og sikkerhed er væsentlige, og hvem vil ses i en bil, der er markedsført til middelklassens “fattige”?).

Det er her det omtalte “Leap of Faith” bliver tydeligt og italesat. Det er virksomheder, der skal investere en pæn sum penge og risiko, for at sende et hold i marken efter forståelse af uhåndgribelige sammenhænge og informationer om noget der måske endnu ikke findes. Bogen er en lang fortale at fordelene, gevinsterne og værdien af denne udvidede forståelse af mennesker, handlinger og samfund langt opvejer de risici, der er forbundet ved at drage ud i det ukendte. Argumentet fra Jan Chipchases side er, at risikoen er langt større ved at producere og lancere noget som folk ikke kan bruge og som de derfor smider væk med ressursespild til følge. Men, mellem linierne, fremgår det også, at det kræver et erfarent og kompetent team at få indsigterne indsamlet og bearbejdet.

Bogen antyder med undertitlen “How to Create Extraordinary Products for Tomorrow’s Customers” at læseren får en indføring i “magien” i den type antropologisk informeret User og Design Research, som har skabt grundlaget for en række nye fantastiske produkter og ikke mindst målrettet eksisterende produkter og services til deres dagligdags anvendelse.

Store dele af bogen består af beskrivelser af forskellige af forfatterens indsigter fra feltarbejder i spændende hjørner af verden. Hvordan eksempelvis tandbøjler bliver et tegn på “conspicuous consumption”, som langt overgår den smarteste mobiltelefon. Hvordan streamingteknologier ændrer vores behov for at eje noget. Det hele er fint krydret med anekdoter om fejlslagne produktlanceringer og succesfulde erkendelser. Heldigvis er en stor del af bogen viet til at gå det skridt videre, hvor læseren kommer ind i troldmandens værksted og får indsigt i de værktøj som kan bruges til at dechifrere det kaledoskopiske mylder af iagttagelser, og hvordan de kondenseres og destileres til de design briefs der bærer den indsigt, som former produkterne.

Der er, alt i alt, meget godt at tage med på arbejdet fra “Hidden in Plain Sight”. Den er en god appetitvækker til feltet Design Research og Designantropologi, og samtidig en fin indføring i metoder, praktiske forholdsregler og tilgange til det fremmede, med – til tider – sjove vinkler: At man får forståelsen for en fremmed kultur ved at opleve dens døgnrytme. At se hvordan en by står op, og iagttage folks aktiviteter på forskellige tider af dagen, og hvordan forskellige kulturer udformer de samme handlinger: at en tankstation udformes vidt forskelligt i Ho Chi Minh City og Houston etc. At spørge folk og sørge for at have de rigtige lokale informanter, der har adgang til målgruppen. Alle disse forskelle, der skærper ens sensibilitet for det specielle i det normale.

Den største anke ved bogen er, at den mangler i høj grad billeder. Især når man har fulgt hans blog, set billederne, og ved at han er en god fotograf.

Køb ‘Hidden in Plain Sight’ hos Amazon UK (ja, det er et affiliate-link).

Når kunden ikke er kunden

At offentlige IT-projekter har et svært liv, er nok gået op for det fleste. Listen er lang, med prominete sager som Rejsekortet, DORA, Elektronisk Patientjournal, POLSAG, Virk.dk i spidsen for for adskillige milliarder fejlslagne ITsystemer.

Georg Strøm peger, i sin blog på Version2, på, at organiseringen af et projekt i det offentlige  er en central årsag til offentlige it-projekters kollaps:

Det betyder at projektet skal udvikle en software som passer perfekt til nogle ukendte behov, og det betyder at det på forhånd er umuligt at planlægge en tilpasning af organisationen til de begrænsninger som softwaren har. Der er nemlig ingen som ved hvor de har betydning, før den er i drift.

Udover, at det lyder som en indirekte opfordring til at det offentlige arbejder mere agilt for at kunne justere og tilpasse løbende, peger det også på at det offentlige laver IT-projekter i et vakuum.

Det er efterhånden åbenlyst, og genfortalt til bevidstløshed, at de udførlige kravspecifikationer og grundige kontrakter, som (det offentliges) ledelser har så stor forkærlighed for, kun giver dem en falsk tryghed for projektets sikkerhed – både med henblik på at nå det ønskede slutmål (produktet) og evt. juridiske battles, når ikke det sker.
Problemet er – i mine øjne – ikke om projektet er formuleret agilt eller ej (selvom det også har betydning). Det stikker dybere – helt ind i sjælen hos opdraggiveren.

Organisationens organisering som udfordring

Organiseringen af et projekt er den store udfordring. Allerede før projektet er sat i søen, er beslutningsprocesserne meget lange, og når projektet går gang, bliver de ikke kortere. Oven i den eksisterende kabale  kommer et udviklingshus af en art, typisk uden at organisationen ændrer kommandoveje og projektorganisation. (Rejsekortet adskiller sig faktisk i denne henseende, men det er en anden historie).

Jo mere vægt der lægges på agiliteten i et projekt, des vigtigere er det at sikre at produktejeren har mulighederne for at kunne handle og kender produktets og  organisationens forretningsmål i detaljer.

Resultatet af en undersøgelse om udfordringer ved agile projekter som BvHDs Nicolai Dragsted præsenterer (slide 23) viser at kundens beslutningsdygtighed og kundens egen ressourcestyring overfor leverandøren i et projekt, er de punkter hvor leverandører og kunder er mest uenige om ydelsens kvalitet.

Den klassiske projektledelse med styregrupper og afrapporteringer til ledelsen er stadigt comme ils faut. Både fordi nogen frygter andre gør noget forkert, men også fordi man ikke vil stå alene med fejlen. CMA hedder det i klassisk projektledelse: Cover My Ass. Og i en stor (og gerne hierarkisk) organisation tager det tid, når man som projektdeltager ikke vil stå alene med beslutningen og ikke tør lave fejl.

Det bliver mere markant, når det fortoner sig ud i organisationen, for hvem man egentlig laver løsningen, og projektlederen måske er yngste fuldmægtige, der endnu ikke kender organisationen og dens mål så godt, og organisationens fejlkultur ikke opfatter “Fail Fast. Fail Early” som risikostyring, med indbygget læring. Så vil man hellere gøre det, der er planlagt i kravsspecifikationen eller det man får besked på.

Lex Rejsekort

Rejsekortet løser et (i mine øjne) fiktivt problem. I stedet for at gøre takstsystemerne transparente og homogene, så man kan bruge sine klippekort i hele landet, laver man et system som pakker uoverskueligheden ind i en sort boks, hvor alle regler på magisk vis forsvinder. Man lader dernæst et teknisk system stille krav til brugernes handlinger, så man kan bruge et chipkort (endnu en tvungen opsparing) til at tjekke ind og ud fra en rejse, som er besværlige, at udføre i det flow, som udgør en rejse.

Havde man løst problemet fra brugernes (de reelle kunders) side, havde løsningen sikkert set anderledes (brugervenligt) ud, og man kunne fx. have brugt en lille del af de milliarder rejsekortet har kostet til dato, på at give alle danskere en smartphone, så de alle kunne benytte mobilbilletter. Eller en del gratis rejser i hele landet.

Hvem er kunden?

Problemet, som jeg har forsøgt at ridse op, er at forretningsmålene, projektopfyldelsen og projektets formål etc. peger mod et led højere i organisationen. Det synes ikke at pege “ned” på at skabe klar værdi for kunderne. Alle organisationer kan finde ud af at lave noget til kunderne, færre organisationer kan strække sig så vidt som at lave noget for kunderne, og de organisationer som laver noget med kunderne, kan nok tælles på en hånd.

Projektlederens “kunde” er styregruppen, andre overordnede embedsmænd og politisk foresatte, der er ansat til at vare tage Folkets interesser. Leverandørens kunde er opdraggiveren, projektlederen med bagvedliggende styregruppe og organisation. I den lange, teleskopiske organisation bliver ideen om at fokusere på at løse noget for slutbrugeren hurtigt vagere.

I offentlige projekter er der den særlige hage, at slutbrugeren, som skatteyder og bruger af samfundet, ofte både er produktets reelle kunde, og samtidig dets (ufrivillige) ejer, men ikke har mange andre kontaktmuligheder til projektet end at brokke sig (mere eller mindre konstruktivt) i medierne. Dette er tilfældet i Uni-C’s SkoleIntra, som er administrationssystem på næsten alle danske skoler, og hvor forældredelen er genstand for  hård kritik fra forældrene. (Spørgsmålet er om der overhovedet findes brugere, der er glade for systemet?). Det seneste af en længere række ihærdige forsøg på at få udviklerne i tale er en åben Ideastorm med ønsker og forbedringsforlag til forældreintra.

Konkret kendskab til de faktiske og ønskede kunder er mindst lige så vigtigt for projektledere og produktejere som et klart abstrakt, organisatorisk forretningsmål. Så man kan skabe noget kunderne kan bruge, og tager udgangspunkt i deres behov.

Hvis projekterne skal lykkedes, skal både leverandør, produktejer og projektets ejere have fokus på hvordan man løser de reelle kunders problemer, fremfor på hvordan man kan løse sit eget problem med kunderne. Som leverandør, gør man sig en stor tjeneste ved at bore dybt i hvis problemer man løser, og fokusere på at give slutkunden værdi. Og måske have den bagtanke at det offentlige projekts reelle ejer (skatteyderne) muligvis får mere værdi ud af at projektet slet ikke bliver lavet.

Som en “kedelig” bibemærkning kan man tilføje, at indgår man en K03-kontrakt om udviklingen af sit it-projekt, er man som leverandør forpligtet til at sørge for at kundens løsning giver forretningen værdi. Og det må man så gøre i henhold til de, for det offentliges vedkommende, tre lovlige forretningsmæssige behov: Effektivisering, kvalitetsløft og overensstemmelse med vedtaget international lovgivning.

PS.

Det private laver også fejl. Typisk har de private virksomheder også tykkere gulvtæpper, man kan feje mere ind under. Og der er det aktionærerne det går ud over. De har det valg, at de kan sælge aktierne når de vil, og forsøge at afsætte bestyrelsen hvert år. Borgerne skal vente 4 år.

Find vej i junglen af cykelvejfinding

[Opdateret 10/4-2013]

Ketchupeffekten, kaldes det, når der efter lang tids trykken, rysten og masen kommer et gevaldigt splat udover hele talerkenen, bordet og andre steder hvor ketchuppen trods ihærdigheden ikke var ønsket. Og sådan synes det også at være med digital vejfinding for cyklister.

Blandt Cykelentusiaster og cyklister har spørgsmålet floreret, om ikke der fandtes eller snart var nogen der lavede en “cykel-Krak”, så man kunne sidde hjemme og planlægge den bedste tur gennem byen eller ud på oplevelser.

Som tidligere beskrevet har jeg været involveret i udviklingen af cykelruteplanneren Cyclistic, fra konceptudviklingen i 2009 over fondsansøgninger  til det afsluttede produkt i 2012.

Og pludselig skulle alle naturligvis have deres egen cykelruteplanner…

En stor del af ketchupeffekten kan tilskrives udviklingen i OpenStreetMap, hvor bl.a. Cyklistforbundets frivillige mappere koncentrerede deres kortlægningsindsats.

  • Cycle Copenhagen – Brian Haunstrups (noget mere end) proof-of-concept, som han lavede i 2010.
  • Cyclistic – Rutefinding på website og mobilweb. Udviklet af Cyklistforbundet og Klean. Benytter OpenStreetMap og tilføjer VisitDenmark interessepunkter. Benytter pt. MapQuests rutefindingsalgoritme.
  • Naviki – Tysk ingeniørkunst fra Fachhochschule Münster. EUprojekt som Cyklistforbundet deltager i. Navigations- og trackingapp og website.
  • Aarhus og Fredericia og Rudersdal Kommuner –  Kofoed & Cos “cykelrutedesigner” med stinetværk fra kommunernes GISafdelinger, kombineret med OpenStreetMap.
  • Cycle Streets – Primært baseret i UK, men kan også bruges i DK. Bruger OpenStreetMap.
  • BikeCityGuide – Navigationsapp med OpenStreetMap. Ture på baggrund af cykelbudes anbefalinger
  • OsmAnd – Navigationsapp med OpenStreetMap til Android-telefoner. Viser vej og læser op.
  • Co-Rider – Danskproduceret cykelnavigationsapp med OpenStreetMap til Apple-telefoner. Viser vej og læser op.
  • OSRM – En rutefindingsalgoritme, som benyttes af bl.a. konsulenthuset Septima, og er støttet af Københavns Kommune, der gerne vil bruge den i deres ruteplanlægger.
  • Google bruger ikke OpenStreetMap. De kan selv. Navigation etc. Men har en mulighed for at vælge cykel som transportmiddel (fungerer bare ikke så godt for cyklister).

Det er noget af baggrunden for at jeg stillede mig op i Version 2 og spurgte om skatteyderne i Københavns Kommune og Region H virkelig skal betale for endnu en cykelruteplanner.

Desværre kom historien ikke længere end et pro og contra på om man kan udvikle noget bedre end det der var udviklet, ikke om nødvendigheden af at bruge flere skattepenge på at udvikle flere lokale løsninger, når brugerne nu er globale (trans-lokale).

 

 

 

 

God tid – godt med tid

Icons of Computer History
En del af tiden har jeg brugt på en udforskning af klassiske ikoner, som fx. Susan Kares grafiske brugergrænseflade til MacOS’et

Som det fremgår af Parkinsons Lov bruger man den tid, der er til rådighed. Og inden jeg kommer til at bruge hele dagen på at drikke en kop kaffe, eller begynder at lave en pixelkorrekt kopi af et skærmbillede i VGA (= 307200 pixel), vil jeg da reklamere for, at jeg gerne afbryder min ferie for interessante opgaver – uanset omfanget.

Ind til slutningen af juli har jeg råd til at vælge, og jeg behøver ikke “væg-til-væg”-arbejde for at få økonomien til at hænge sammen.

Og hvis ikke der kommer opgaver, må jeg jo fortsætte med at spamme de sociale medier (evt under dæknavne) med rørpladekopier af GUI og digitale klassikere, begynde at udforske 3d-printere og laserskærere og en fantasillion andre ting.

Data åbnes

Da regeringen den 6. oktober offentliggjorde, de – allerede ved årsskiftet 2012-2013  – ville frigive “geografiske grunddata”, var vi en del, som havde svært ved at få armene ned af jubel.

“Gode Grunddata til Alle” – Den Fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015

Geografiske grunddata dækker over Matrikelkortet, Danmarks Højdemodel og landkortdata (og vandløbsdata).

Altså, Staten vil kort sagt, åbne for anvendelsen af basale kortdata, og hvad er så det specielle ved det? Der er jo masser af kort på nettet: Google, Kort- & Matrikelstyrelsens Kortforsyningen og OpenStreetMap, for bare at nævne nogle få.

Udfordringen er, at kort er kommercielle produkter. Det betyder, at der skal betales for anvendelsen.*) Det betyder i praksis, at gode ideer kvæles i licensomkostninger, som ikke er småpenge – de årlige udgifter til kommercielle kort, kan let gøre det til en udfordring at lave en bæredygtig forretningsmodel. OpenStreetMap er gratis, så længe du holder dig til brug af databasen. Til gengæld er data i OpenStreetMap brugergenerede, og der er derfor områder hvor kvaliteten ikke er så høj som andre steder. For at sige det pænt. Alle data har skullet indsamles fra grunden af rigtige mennesker! Og den slags tager tid, og da OpenStreetMap har kun eksisteret siden 2006, og er baseret på frivillige, har der ikke været resurser til så massiv en indsats som fx Google Maps, der har opnået sin position blandt digitale kort på 10 år og en god slat penge.

Staten har – med Kort- & Matrikelstyrelsen som håndlanger – indsamlet geografiske data over de seneste 200 år, og med en imponerende præcision: typisk 10 cm i brede og dybde, og 15 cm i højden. Men også stednavne er geodata, så de autoriserede navne på enge, bugte, øer, bakker, landsbyer og områder, har været en del af de statslige data.

Og Staten har siddet tungt på de data: For andre end offentlige myndigheder, og de som samarbejdede direkte med dem, har det været forbundet med store udgifter at få adgang til de statsgranterede, kvalitetssikrede og skattebetalte geografiske data. Og netop, at de geografiske data var indsamlet, kvalitetssikret og  tilgængeligjort for skattepenge, har været et centrale argument for at private skulle have adgang til de offentlige data på lige fod med det offentlige og deres samarbejdspartnere.

I EU har PSI-direktivet haft som erklæret mål at gøre de “uskadelige” statslige data offentligt tilgængeligt, og direktivet har været fremhævet mange gange, når personer fra åben data-bevægelsen har mødt det offentlige ved konferencer og lignende. Statens eget “Offentlige Data I Spil”, ODIS-initiativet kan også fremhæves som et godt eksempel, både på hvor gode viljerne har været, men også på hvor tungt og vanskeligt det praktiske dataarbejde er.

Fra den 1. januar 2013 har alle nu systematiseret adgang til præcise data over veje, stier, adresser, stednavne, højdekurver, matrikler mv. Det mest konkrete resultat er at vore kort, både Google Maps og OpenStreetMap bliver meget bedre: mere præcise og baseret på bedre oplysninger at lave kortene efter. Der kommer flere detaljer i kortene og mere af det hele. Men det er sådan set bare en lineær udvikling, og egentlig ikke så interessant.

Det interessante sker, når udviklere begynder at kunne tage det for givet at de basale oplysninger faktisk findes og kan bruge dem. Når adresser er offentlige, skal man ikke bruge FourSquares “folklocations”, men kan pege på et konkret punkt, vide hvor det er, og med andre data fortælle om regnskyllet ender der; om der er mere kriminalitet på pladser og torve end på veje; om de rige flytter oftere end de fattige, om det brænder oftere i byens tætte bebyggelse end i villakvarterer og meget andet, som blot kræver lidt fantasi og en pose friserede data.

Nu kan det godt forekomme lidt nørdet, at juble over at den danske stat vil frigive (“åbne”) for adgangen til kortdata. Sagen er, at det er et stort skridt. For med åbningen af de begrænsede data, kan man sige, at Staten er begyndt at redefinere sin opgave, fra at indsamle, opbevare og selv formidle data, til at være en service, der skaber kvalificerede data og gør dem tilgængelige som services. Og det kan man håbe “smitter” gennem hele det offentlige system, så det er en naturlig del af indsamlingen af data at de bliver udgivet som data til fri afbenyttelse

Digitaliseringsstrategien har netop også det formål, at data skal samles i færre, og bedre forbundne og systematiserede systemer, så Statens data om fx. virksomheder, ejendomskatter og lignende, lettere kan samkøres i en enklere sagsbehandling, og i sidste ende publiceres i en offentlig datadistribution.

Der er jo mange andre data, som også kunne gøre nytte i større sammenhænge: miljødata (jord-, luft-, støjforurening), transportdata (hvor kører danskerne biler, lastbiler, cykler og tog), skadestuedata mm.

Tak

I første omgang er det mest synlige resultat, at de eksisterende kort bliver bedre, men med tiden kan de åbnede data være med til at skabe større transparens i samfundet på mange flere områder end “bare” det geografiske.

 

Note

*) Selvom Google Maps er gratis for de fleste, kræver Google betaling ved et relativt stort antal dataforespørgsler, men også ved brug af kort til tryksager. Selvom det lyder ufarligt, har det bevirket at en del virksomheder er skiftet til bla.OpenStreetMap.

Kartel-nyt

Er – efter en voldsomt udfordrende optagelsesprocedure – langt om længe optaget i “Web Tech Kartellet”, og kan nu håbe at andre end spammere vil læse mine – endnu få – tekster.

De andre, meget mere produktive og spændende, deltagere i kartellet fremgår af den sorte bjælke øverst. (og ja. de tabte 20px i toppen skal jeg nok vinde tilbage – når jeg synes det er vigtigt nok 😉

Da nettet var socialt

Jeg har altid anset “sociale medier” for at være en pleonasme eller en neologi. Når jeg siger, at nettet altid har været socialt, bliver jeg ofte modsagt – også af net-veteraner, der mest husker dot-com-æraen for glossy corporate websites og flash splash-screens.

Nettet, stødte jeg første gang ind i omkring 1995-96, og det var vildt socialt. Det var – naturligvis – de udvalgte få, der var sociale med hinanden, i håndskrevet html og pr email. Der fandtes fora og grupper, hvor der blev udvekslet billeder mv. på Usenets alt.binaries og andre ting på alt.sex, diskuteret stumfilm på alt.movies.silent, og Tolkiens bøger på rec.arts.books.tolkien, og ca. en million-milliarder andre ting. Der var en fast struktur, men overblikket kunne man hurtigt miste. Der var Yahoo, som indekserede det hele i et nydeligt system, og Jubii som oversatte det til dansk.

Men vi diskuterede alt med alt og alle. Vi var i Den Globale Landsby og fulgte lyden af trommerne. Forskellen til i dag er ikke, hvor sociale vi kan være på nettet, men hvor let vi kan være det. Det var en elite af computerkyndige, dataloger, der ikke skulle andet end bruge computere, og andre der kunne finde ud af at vriste adgangskoder ud af sysadm’er, eller  de helt tredje som kunne finde ud af at tilslutte et modem til deres pc, og rode rundt inde i styresystemet til det virkede.

Da blog-fænomenet ramte nettet, kunne man på reboot 2.0 i 1999 høre Justin Hall, fortælle om at skrive om sig selv på sin egen blog (justin.org). Være i kontakt med hele verden, blive læst i Brasilien og inviteret til konferencer over hele verden, for ikke at tale om at leve af at tale om sig selv. En narcissisme, du også trækkes ind i med det spørgsmål, du muligvis kender fra dit foretrukne sociale medie: “Hvad har du på hjerte?”

I dag har vi, i brede strøg, bare mere af det samme. Teknikken er blevet lettere: Internet er indlagt i computere og mobiler, og du skal ikke længere have en doktorgrad i datalogi, eller slås med installationsdiske, men kan koncentrere dig fuldt ud om at sende billedet af din morgenmad ud på nettet.

De “sociale medier” er bedre designet end de var dengang. De er lettere at tilgå for almindelige mennesker (mindre friktion), og har en klarere (og kommerciel) vinkel på brugernes tilstedeværelse: nu er vi ikke længere besøgende nr. 19034 og optræder næsten ikke med et særligt netnavn eller “handle”, men venner eller følgere. Vi følger tilmed med (eget, rigtige) navn og ansigt. Hvor datidens fora og grupper var som det vildeste vesten: Pionérånd mødte de åbne vider, og brugere havde kaldenavne, som Billy The Kid. Begrænsninger blev vedtaget af fællesskabet, reglerne blev opfundet efter behov og blev – med vanlig sans for det fornyende – kaldt “Netikette”.

I forhold til det anarki, er nutidens sociale medier mere som kæmpe shoppingcentre med egne, eksplicitte privatretlige regler, der skal sikre friktionsfriheden, og eget politi, der håndhæver reglerne, og kvalitetssikret recirkuleret luft – til forbrugernes velbehagelighed. Det er primært trygt og sikkert. Man støder (næsten) ikke på noget, der kan skræmme eller støde en. Brugeren, der med til at skabe nettet af og med kaos, er nu en forbruger, der skånes for det distraherende kaos, og kan koncentrere sig om shoppe sin digitale identitet gennem lystig social adspredelse.

Kernen er, at mediediskursen omkring nettet lovede os, at vi kunne være sociale med alle, udveksle meninger og skabe kontakter med hvem som helst. Nettet (The Web) var en apoteose på den McLuhanske Globale Landsby, hvor alle kendte alle på tværs af distancer i medieret tilstedeværelse. Det var den ethos, der omgav alt der handlede om net og web, at det knyttede mennesker sammen i interessefællesskaber og var socialt – ligesom det er det i dag.

Den absolut største forskel til medierne i dag er, at du nu kan møde din mor i de sociale medier.

 

Start igen

Efter mange års pause, har jeg besluttet at genstarte mit bloggeri.

Genstart?
Start igen

Dengang holdt jeg op fordi, det holdt op med at være sjovt. Det sjove havde været at brydes med designet i wordpress-templaten, og lave det helt specielle, personlige design. Og hvad jeg skulle skrive, havde jeg ikke tænkt så meget over.

Resultatet blev en del vrantne blobs og en del velargumenterede betragtninger i feltet mellem brugervenlighed, kunst, politik og medier. Og så dukkede alle mulige nye ting op. Børn, væg-til-væg-arbejde, den første længere rejse med familien (rejsen var varede ca 100 dage, – et tidsrum der var moderne i 00’erne), Facebook, Twitter, og “ugens sociale medie”.

Nu har jeg så besluttet at give den et skud igen. Både fordi det kan lade sig gøre, jeg selv synes, der er noget at sige, og fordi Torben provokerede mig til det.

Udover at skrive nye artikler, vil jeg hente nogle af de bedre artikler ud af gemmerne, og forskellige andre kanaler jeg har skrevet til, og udgive dem her.

Designet er en template som nogen har lavet. Med det store udbud af templates der er “gode nok” er der, finder jeg, ingen grund til at bruge masser af tid på de sidste 20% mod perfektion. Designet er fint, responsivt og har white-space, hvad kan man mere forlange?

 

 

 

Det læsbare kort

Blandt de mest nedslående oplevelser ved at udvikle noget, er, at langt fra alle ideer bliver udført. Nogle gange er det “darlings”, og andre gange er det mere eller mindre fjollede påfund og de helt tredje, er ideer som sluger hele budgettet, og derfor ikke overlever i en verden med fast budget:

I under udviklingen af Cyclistic, mødte vi en interessant udfordring i vores usabilitytest.

Testen var designet og blev foretaget af en gruppe studerende fra Worcester Polytechnic Institute, som netop selv var kommet til Danmark, og var begyndt at cykle i København. Vores testgruppe bestod af udenlandske turister, som vi “indfangede” ved Baisikeli’s cykeludlejning. Det var altså personer som var på vej til at cykle i København. Vi foretog en treledet test med dem: Vi evaluerede brugen af sitet til planlægning, brug af beskrivelser/mobil under turen og evaluering af turoplevelsen efter turen, hvordan havde ruten været i forholdt til at opleve cykling i Købehavn.

Selvfølgelig var det interessant om planlægning og anvendelse kunne lade sig gøre, men evalueringen af oplevelsen, var den jeg fandt mest spændende, og de tekniske  “knaster” springer vi over her.

I planlægningen var der få overraskelser: Selvom der både var symboler for forskellige seværdigheder i kortet, endda med navn, ex “Trinitatis Kirke” og “Rundetaarn”, var det ikke noget der sagde vores testbrugere noget. De kendte ikke de danske navne, hvilket ikke kan overraske.

Udsnit fra Cyclistic © OpenStreetMap and Contributors 2012

Af den grund havde vi etableret et samarbejde med VisitDenmark om at præsentere beskrivelser og billeder af alle danske seværdigheder fra deres GuideDanmark-base. Brugerne kunne dermed aktivere interessepunkter fra forskellige kategorier, som dukkede op, og på den måde have adgang til beskrivelse og billeder af de forskellige steder – naturligvis på både dansk, tysk og engelsk.

Rundetaarn fra Cyclistic med udfoldet Interessepunktsbeskrivelse
© OpenStreetMap and Contributors 2012 & POI-tekst © VisitDenmark

Med disse billeder og beskrivelser kunne brugerne til- og fravælge stedet til deres cykeltur, og fik en tilrettet rute retur som nu også indeholdt deres ønskede seværdigheder.

Den store udfordring viste sig at være meget mere grundliggende.

Et er et kort at forstå et andet en cykel at føre

Det var en stor udfordring for brugerne at orientere sig i den fysiske virkelighed. Brugerne savnede nogle konkrete pejlemærker i kortet som du kunne overføre direkte på den fysiske virkelighed, de befandt sig i.

Det er de færreste mennesker, som er vant til at se verden fra oven, og et kort er (åbenbart) en meget stor abstraktion for flertallet.

Efter nogle overvejelser fik jeg en idé som kunne sprænge budgettet: At designe kortet under ruteplanneren som et turistkort, eller “monumental-kort” , magen til de billige kort man får stukket i hånden på hoteller, hvor de mest markante bygninger og mest søgte seværdigheder og monumenter repræsenteret i, typisk, isometriske tegninger. De der kort fra Paris, hvor du ser Eiffeltårnet stritte ud af kortets perspektiv:

Udsnit af monumentalkort over Paris. L. Guilmin, 1926.

Det er klart at overførslen af en vejvisning (fx. en rute på et vist på kort) til vejfinding i det fysiske rum (det man også kan kalde “navigationen”) bliver mindre abstrakt, hvis det er muligt for brugeren at knytte visuelle clues til ruten, og altså ikke bare “nøjes” med en beskrivelse af de veje man skal følge på sin rute for at nå sin destination. (Vores brugere var iøvrigt heller ikke imponeret over skiltningen i København, som de fandt lille og utydelig, når det nu var det de havde at holde sig til).

Desværre (i denne forbindelse) er Cyclistic et landdækkende produkt, og for at gøre det lige anvendeligt i hele landet, ville det kræve at vi fik tegnet de mest markante bygninger, træer, osv. i hele Danmark. En formidabel opgave!

Enkelte byer har fået lavet nogle fantastiske 3d-scanninger af byrummene (i hvert fald har København). Scanningerne har en nøjagtighed på 5 cm, og det kunne være en mulighed at lave små 3d-modeller i kortet, med de data, og på den måde opnå at objekter stod korrekt i gade

Street View er en moderne udgave af monumentalkortet, og har samme funktion, at vise byens facader til visuel navigering. Desværre er størstedelen af Street Views lavet med biler og mangler derfor billeder af de gode cykelstier og andre smutveje, som netop gør cyklen så anvendelig i byen, og som et cykelkort netop skulle vise.

Den læsbare by

At monumentalkortet faktisk er en frugtbar vej for vejfindingen, fremgår også af prototypen på fodgængervejfindingen/-skiltningen Legible London som produceres for Transport for London af Applied Information Group .

Legible London: Eksempel på illustration af landmarks i kort. Billede: Applied Information Group / applied-espi.com

Udover at referere til Jeffrey Shaws interaktive installation Legible City (hvor man cyklede omkring i en “ordby”), og et lidt villet ordspil i Leg-ible (“ben-bar”), er Legible London helt bogstaveligt designet til at være let læsbar og intuitiv vejvisning for almindelige fodgængere. Et af lokkemidlerne er, at anvise de 109 ture i det centrale London, som er hurtigere til fods end med undergrunden (min erfaring siger, at det gælder de fleste ture mellem mindre end tre stationer). Skiltingen er forventeligt lækker og klar, med kort der vender forskelligt alt efter hvor på gaden du læser dem – så de peger dig i den rigtige retning. Og de har fundet frem til at 3d-modeller af “landmarks” fremmer personers navigation! Studiet at vejfinding fra Applied Information Group er iøvrigt interessant og væsentlig læsning for de, som arbejder med emnet.