Da nettet var socialt

Jeg har altid anset “sociale medier” for at være en pleonasme eller en neologi. Når jeg siger, at nettet altid har været socialt, bliver jeg ofte modsagt – også af net-veteraner, der mest husker dot-com-æraen for glossy corporate websites og flash splash-screens.

Nettet, stødte jeg første gang ind i omkring 1995-96, og det var vildt socialt. Det var – naturligvis – de udvalgte få, der var sociale med hinanden, i håndskrevet html og pr email. Der fandtes fora og grupper, hvor der blev udvekslet billeder mv. på Usenets alt.binaries og andre ting på alt.sex, diskuteret stumfilm på alt.movies.silent, og Tolkiens bøger på rec.arts.books.tolkien, og ca. en million-milliarder andre ting. Der var en fast struktur, men overblikket kunne man hurtigt miste. Der var Yahoo, som indekserede det hele i et nydeligt system, og Jubii som oversatte det til dansk.

Men vi diskuterede alt med alt og alle. Vi var i Den Globale Landsby og fulgte lyden af trommerne. Forskellen til i dag er ikke, hvor sociale vi kan være på nettet, men hvor let vi kan være det. Det var en elite af computerkyndige, dataloger, der ikke skulle andet end bruge computere, og andre der kunne finde ud af at vriste adgangskoder ud af sysadm’er, eller  de helt tredje som kunne finde ud af at tilslutte et modem til deres pc, og rode rundt inde i styresystemet til det virkede.

Da blog-fænomenet ramte nettet, kunne man på reboot 2.0 i 1999 høre Justin Hall, fortælle om at skrive om sig selv på sin egen blog (justin.org). Være i kontakt med hele verden, blive læst i Brasilien og inviteret til konferencer over hele verden, for ikke at tale om at leve af at tale om sig selv. En narcissisme, du også trækkes ind i med det spørgsmål, du muligvis kender fra dit foretrukne sociale medie: “Hvad har du på hjerte?”

I dag har vi, i brede strøg, bare mere af det samme. Teknikken er blevet lettere: Internet er indlagt i computere og mobiler, og du skal ikke længere have en doktorgrad i datalogi, eller slås med installationsdiske, men kan koncentrere dig fuldt ud om at sende billedet af din morgenmad ud på nettet.

De “sociale medier” er bedre designet end de var dengang. De er lettere at tilgå for almindelige mennesker (mindre friktion), og har en klarere (og kommerciel) vinkel på brugernes tilstedeværelse: nu er vi ikke længere besøgende nr. 19034 og optræder næsten ikke med et særligt netnavn eller “handle”, men venner eller følgere. Vi følger tilmed med (eget, rigtige) navn og ansigt. Hvor datidens fora og grupper var som det vildeste vesten: Pionérånd mødte de åbne vider, og brugere havde kaldenavne, som Billy The Kid. Begrænsninger blev vedtaget af fællesskabet, reglerne blev opfundet efter behov og blev – med vanlig sans for det fornyende – kaldt “Netikette”.

I forhold til det anarki, er nutidens sociale medier mere som kæmpe shoppingcentre med egne, eksplicitte privatretlige regler, der skal sikre friktionsfriheden, og eget politi, der håndhæver reglerne, og kvalitetssikret recirkuleret luft – til forbrugernes velbehagelighed. Det er primært trygt og sikkert. Man støder (næsten) ikke på noget, der kan skræmme eller støde en. Brugeren, der med til at skabe nettet af og med kaos, er nu en forbruger, der skånes for det distraherende kaos, og kan koncentrere sig om shoppe sin digitale identitet gennem lystig social adspredelse.

Kernen er, at mediediskursen omkring nettet lovede os, at vi kunne være sociale med alle, udveksle meninger og skabe kontakter med hvem som helst. Nettet (The Web) var en apoteose på den McLuhanske Globale Landsby, hvor alle kendte alle på tværs af distancer i medieret tilstedeværelse. Det var den ethos, der omgav alt der handlede om net og web, at det knyttede mennesker sammen i interessefællesskaber og var socialt – ligesom det er det i dag.

Den absolut største forskel til medierne i dag er, at du nu kan møde din mor i de sociale medier.